Sokrates (469-399 f.Kr.)

 

Sokrates var filosof via dialog. For ham var filosofien en samtale og ikke skrifter. Derfor kendes han i dag kun igennem de andre større filosoffers skrifter, f.eks. Platon. Sokrates brugte samtalen til at få folk til at åbne sig, og derved opnå en ønsket respons der var at tænke over deres svar, påstande og holdninger. Dette gjorde han ved at stille, ofte meget nærgående og irriterende spørgsmål, og derefter så ud som om at ham intet vidste. Ikke for at udvise overlegenhed, men blot for at få parten til at åbne sig, dette blev kaldt for den sokratiske ironi.
Sokrates søgte efter en sandhed, og hans meget betydningsfulde indsigt udmundede i en sætning som lyder følgende: Jeg er mig bevidst, at jeg ingenting ved. Han vidste selvfølgelig hvad han var, at han var gift, men det var en anden slags sandhed han søgte. Han spurgte mange anerkendte menneske om etiske og politiske spørgsmål. Så som hvad er retfærdighed, men kom frem til den konklusion at ved nærmere undersøgelse at disse personers udtalelse ikke holdt stik i sidste ende, og hans samtaler med dem oftest endte i en aporí, altså en udvejsløs situation.
Sokrates var bevidst om at han absolut ikke havde et endelig svar på mange af de spørgsmål han stillede, så som hvad kan jeg vide? Hvad bør jeg gøre, men troede på, at der fandtes en endelig sandhed, som var gyldig og ens for alle, og at et var opgaven at finde dem.
En af Sokrates´s andre grundholdninger var at dyd er viden. På græsk er dyd = areté En kniv har areté når den er god til at skære og en skomager har ligeledes areté når han er god til at lave sko. Sokrates spurgte hvad menneskets areté var. Og hans svar til dette var når et menneske virkeliggøre hvad det burde være og gøre. Og hvis man er besiddelse af sand viden, mente Sokrates også at man kun kunne handle retfærdigt.

 


Det var ikke kun viden og indsigt i det der faktisk er, men også det normative   (det, som bør være) Sokrates startede en ny kunst som blev kaldt for samtalekunst, men Sokrates selv kaldte det for jordemoderkunst, da det under samtale var meningen at viderebringe sandhed, finde den og bringe den til verden.
Han troede på etisk determinisme, hvilket vil sige at ingen handler ondt for at være ond, men fordi dette menneske mangler viden, og derfor skal dette menneske ikke straffes med belæres, dette kunne være en af grundene til at da han blev fængslet for sine meninger og teorier om virkeligheden som dengang ikke stemte overens med resten af befolknings verdensbillede, blev selvom det stod ham frit at gå, dette betød at han ville blive dømt til døden. Disse mennesker som havde sat ham i ”fængsel” var uvidende, og for ham var det umuligt at belære dem om andet, da han havde prøvet det. Det kunne måske også skyldes moralske kvaler at han ikke gik.
Men Sokrates troede ikke blot på det håndgribelige i denne verden. Sokrates mente at der fandtes en ideernes verden, hvor ens sjæl stiger hen imod når ens krop døde. Ens sjæl kom enten tæt på eller lang fra alt efter hvordan man havde levet i ens liv. Hvis man havde levet et dydigt liv med stræben efter viden, kom man tættere på denne ideernes verden, og der ville man blive ”tanket” op med mere viden, og derefter komme ned på jorden igen, hvor man ville bosætte sig i en krop. Denne krops opgave og dette ”nye” menneske var at udforske det man havde ”tanket” op. Dette var en forlængelse af hulelignelsen som Platon, hans elev, nedfældede på skrift.